Observations

 

Refleksioner over Jesper Liengaards udsmykning til Randers Statsskole

 

Af Trine Rytter Andersen

 

 

 

2021

I efteråret 2021 indvies billedkunstner Jesper Liengaards stedsspecifikke udsmykning af portrummet ved hovedindgangen til Randers Statsskole. Den imponerende bygning er tegnet af Hack Kampmann og grundlagt i 1926. Bygningen fremstår den dag i dag med hans tydelige fingeraftryk, der kendetegnes ved hans forkærlighed for en stram og symmetrisk arkitektur i nyklassicistisk stil.

 

Lige siden opførelsen har bygningen udstrålet en afdæmpet og samtidig utvetydig autoritet, som dengang var i samklang med tidens autoritære pædagogiske rationaler. Ingen elev kunne gå gennem porten til denne læreanstalt uden at føle sig lille og omsluttet af en stemning præget af hierarkisk orden, korporlig disciplinering og dannelse gennem alvorsfuld selvopofring.

 

Siden har tiden og pædagogikken forandret sig, og den autoritære opdragelse fik i 1960’erne modspil af ungdomsoprøret og måtte derfor vige til fordel for den meget mere anerkendende, antiautoritære og ikke-voldelige opdragelsesform, vi kender i dag, og som præger vores skolesystem og dets pædagogiske grundlag.

 

Når en billedkunstner får til opgave at udsmykke en markant historisk bygning med en klar funktion i samtiden, er det relevant at inddrage aspekter fra fortiden, nutiden og fremtiden for gennem værket at rammesætte en samtale, der transcenderer tidsligheden ved at bringe flere perspektiver i spil samtidigt.

 

Jesper Liengaard er bevidst om dette, og derfor tager hans værk afsæt i selve arkitekturen, helt præcist det lille observatorium, som findes på skolens tag lige over portrummet. Observatoriet er et levn fra en tid, hvor det indgik i naturvidenskabsundervisningen på skolen, sikkert først og fremmest som en symbolsk markør for stedets høje aspirationer: Statsskolen lod sig i takt med tidens ånd gerne iscenesætte som stedet, hvor eleverne gennem tilegnelse af kundskaber blev klædt på til at række ud efter stjernerne. Med andre ord var skolens indgangsparti dengang designet som en portal til et liv i toppen af samfundet for den lydige, flittige og dygtige elev.

 

Situationen er i dag en helt anden, gymnasieskolen er blevet en rummelig uddannelse, som ikke længere kun henvender sig til de mest privilegerede i samfundet. Situationen på arbejdsmarkedet er i dag ikke sådan skruet sammen, at enhver med en gymnasial uddannelse i hånden automatisk tildeles en plads i samfundets top. Identiteten i massesamfundet er meget anderledes end den i efterkrigstidens industrielle- og materielle- opblomstringstid. Nyslåede studenter i dagens Danmark står over for helt andre personlige og kollektive udfordringer end unge for 70 -50 år siden.

 

For Jesper Liengaard er udfordringen at skabe et værk, som benytter sig af historiske- såvel som samtidige referencer. Ved at bruge observatoriet som ’point of departure’ indfanger han stedets iboende autoritative fortælling om skolens dannelsesideal. Han kalder udsmykningen for ’Observations’ og peger dermed dels på det, der foregår i et klassisk observatorium, og på det, kunstneren foretager sig i atelieret, hvilket i hans tilfælde er ekstra prægnant, da hans kunst altid har været rettet imod at observere, fortolke og udstille individet i dets hudløse og sårbare menneskelighed.

 

Gennem etableringen af otte cirkulære værker ophængt i portrummet som en spejling af de otte planeter i vores solsystem, fastholder han kontakten til observatoriet

på taget. Samtidig leger han med ideen om menneskene som små singulære planeter i evig cirkulation omkring hinanden. På den facon lykkes det, dels at pege på det enkelte individ, dels på det kollektive, idet mennesket som det sociale dyr det er, altid er optaget af at opsøge og tilpasse sig sammenhænge, hvorigennem det kan få tilfredsstillet dets grundlæggende behov for tilknytning, anerkendelse og beskyttelse.

 

På det formelle plan fremstår billederne karakteristisk for Jesper Liengaard, som rummelige sfæriske landskaber malet med brede penselsstrøg, som baggrund for surrealistiske menneskefigurer og realistiske rekvisitter i sære interaktioner med hinanden.

Farverne i denne serie er holdt i brunlige, gyldne og grålige nuancer, sådan som vi kender det fra datidens landskabsmalerier og original farvesætning af interiør i bygninger som Randers Statsskole. Jordfarvernes dominerende rolle i datidens farvepalet, flyder ind på Jesper Liengaards billedflader og tilfører motiverne en lidt altmodisch æstetisk kvalitet, som stemmer fint overens med stedets historie. Værkerne har også fået lak som i de gode gamle dage, hvor et maleri først var færdigt, når det havde fået et par lag fernis. Det er derfor, vi stadig bruger ordet ’fernisering’, når en kunstudstilling åbner. Jesper Liengaard benytter fernissen som reference til datidens malertradition, men også fordi den klare lak tilfører hans akrylmalerier en glittet dybde, hvorved farverne får en anelse mere glød og intensitet. Desuden har det den effekt, at billederne, reflekterer lyset og tvinger beskueren til at flytte på sig for at se billederne bag ved deres blanke genskin. Tanken om, at du må gøre dig umage for at se billederne stemmer fint overens med ideen om at lade forhistoriens autoritet skinne frem igennem værkerne. Desuden passer det også godt til motivernes surrealistiske og sært destabiliserende indhold, at du skal anstrenge dig lidt for at trænge ind i deres uhyggelige, mystiske og skæve universer.

 

Menneskene på motiverne er helt typiske for Jesper Liengaard, nogle grå, næsten gennemsigtige og monstrøse gestaltninger med oppustede maver og ultratynde ben og arme. Disse anæmiske karakterer fremstår mere som manifestationer af menneskers indre selvbilleder end af faktiske livsduelige personer i kød og blod. De repræsenterer det psykologiske menneske i dets evige livtag med individuationen i en verden befolket med genstande fyldte med energi og historier, der aktiverer ubevidste lag i personligheden og afstedkommer adfærd og tanker, som ofte er uden for individernes kontrol. Mennesket bliver i Jesper Liengaards fremstilling, en komisk, rørende og sårbar skikkelse, som kæmper indædt for at gøre sig fortjent til at blive set på, støttet og anerkendt.

 

På hvert af de otte cirkulære billeder i det Liengaardske solsystem, udspilles et lille absurd eller paradoksalt drama. Som vi også kender det fra  historien om Den Lille Prins, er hver planets beboer således alene i hver deres egen subjektive verden, med hver deres perspektiv og hver deres egne udfordringer. Vi ser mennesket posserende i al sin nådesløse ufuldkommenhed. Vi møder atleten i færd med at besejre et bjerg formet som et babelstårn, mens han forsøges trukket væk fra den opslidende konkurrence med sig selv af en ørn og en due. Vi ser manden bevæbnet med en fluesmækker ridende overskrævs på en døgnflue, og vi ser en person kørende mod en lav og snæver tunnel på en motorcykel med en kæmpemæssig og tudsegammel bamse tårnende sig op som et bjerg bag ham på motorcyklens anhænger. Vi ser forskellige rekvisitter på billederne, der ligner genstande, du kunne finde i skolens miljø: lamper, kolber, et spejl, champagne og spillekort. Her anvendes de som fortællende elementer på billederne og bidrager til deres symbolske indhold.

 

De otte billeder balancerer hårfint på grænsen mellem det uhyggelige, det teatralske og det rørende. For beskueren er Observations en invitation til refleksioner og samtaler. Billederne taler om almene menneskelige vilkår. De fortæller blandt andet historien om, hvordan vi fortsat er under pres af autoritetstro og manglende selvværd, begge dele er rester fra det autoritære system, som vi endnu ikke har frigjort os helt fra. Men omvendt er Observations i sig selv, også eksempler på menneskets fabelagtige forestillingsevne og fantasi, som netop er modgiften til undertrykkelsen og det lave selvværd.

 

Jesper Liengaards evne til at observere, fortælle historier, sætte dem på spidsen og karikere dem, gør os i stand til bedre at få øje på de bagvedliggende mønstre og måske genkende dem i os selv og i hinanden. Forhåbentlig hjælper kunstneren os også med at se på mennesker gennem et kærligt blik uden foragt og forstillelse. Det vil jeg håbe, for hvis der er noget, vores komplicerede og udfordrende verden har brug for lige nu, så er det netop det, at vi kan se på og tale om alt det svære, komiske og rørende ved det at være menneske, uden at skamme os eller kaste skam på andre.

 

Det er Jesper Liengaards intention med Observations, at tale til skolens elever, lærere og gæster i øjenhøjde og med et stort og kærligt glimt i øjet. I mødet med værket kan vi spørge os selv og hinanden, hvilken planet vi mon selv kommer fra.