Observations repræsenterer det psykologiske menneske i dets evige livtag med individuationen i en verden befolket med genstande fyldte med energi og historier, der aktiverer ubevidste lag i personligheden og afstedkommer adfærd og tanker, som ofte er uden for individernes kontrol.
Refleksioner over Jesper Liengaards
udsmykning til Randers Statsskole
Af Trine Rytter Andersen
2021
Når en billedkunstner får til opgave at udsmykke en markant historisk bygning med en klar funktion i samtiden, er det relevant at inddrage aspekter fra fortiden, nutiden og fremtiden for gennem værket at rammesætte en samtale, der transcenderer tidsligheden ved at bringe flere perspektiver i spil samtidigt.
Jesper Liengaard er bevidst om dette, og derfor tager hans værk afsæt i selve arkitekturen, helt præcist det lille observatorium, som findes på skolens tag lige over portrummet. Observatoriet er et levn fra en tid, hvor det indgik i naturvidenskabsundervisningen på skolen, sikkert først og fremmest som en symbolsk markør for stedets høje aspirationer: Statsskolen lod sig i takt med tidens ånd gerne iscenesætte som stedet, hvor eleverne gennem tilegnelse af kundskaber blev klædt på til at række ud efter stjernerne. Med andre ord var skolens indgangsparti dengang designet som en portal til et liv i toppen af samfundet for den lydige, flittige og dygtige elev.
For Jesper Liengaard er udfordringen at skabe et værk, som benytter sig af historiske- såvel som samtidige referencer. Ved at bruge observatoriet som ’point of departure’ indfanger han stedets iboende autoritative fortælling om skolens dannelsesideal. Han kalder udsmykningen for ’Observations’ og peger dermed dels på det, der foregår i et klassisk observatorium, og på det, kunstneren foretager sig i atelieret, hvilket i hans tilfælde er ekstra prægnant, da hans kunst altid har været rettet imod at observere, fortolke og udstille individet i dets hudløse og sårbare menneskelighed.
Gennem etableringen af otte cirkulære værker ophængt i portrummet som en spejling af de otte planeter i vores solsystem, fastholder han kontakten til observatoriet på taget. Samtidig leger han med ideen om menneskene som små singulære planeter i evig cirkulation omkring hinanden. På den facon lykkes det, dels at pege på det enkelte individ, dels på det kollektive, idet mennesket som det sociale dyr det er, altid er optaget af at opsøge og tilpasse sig sammenhænge, hvorigennem det kan få tilfredsstillet dets grundlæggende behov for tilknytning, anerkendelse og beskyttelse.
Det er Jesper Liengaards intention med Observations, at tale til skolens elever, lærere og gæster i øjenhøjde og med et stort og kærligt glimt i øjet. I mødet med værket kan vi spørge os selv og hinanden, hvilken planet vi mon selv kommer fra.
2022
Billedkunstner Jesper Liengaards store stedbundne udsmykningsopgave har nu fået sin anden og sidste udvidelse. Således strækker værkserien sig nu fra portrummet nederst i bygningen op ad den tostrengede trappe til første sal under det gamle observatorium placeret på taget af skolens imposante hovedbygning.
Skolen og dens arkitektur emmer af den fremdrift og kærlighed til den menneskelige stræben efter de højeste mål ved hjælp af logisk tænkning kombineret med godt håndværk. På den måde ligger i skolens fysiske fundament selve ideen om menneskets beherskelse af naturkræfterne og det hierarkiske system, som ligger indlejret i patriarkatet og som filosoffen René Descartes i oplysningstiden, satte ind i et skema om ”naturens orden”, hvori mennesket – læs manden, havde dominans over kvinder, børn og alle andre levende væsener og retten til at udnytte alle naturressourcer på jorden til sit eget bedste.
Verden som vi kender den, er fyldt med ting og teknologi, vi er besatte af apps og elektroniske, dibedutter. Reklamerne er fyldte med alverdens lækre og ”uundværlige” genstande. Influencers og magasiner kolporterer ”must haves” og kalder konstant på vores interesse og opmærksomhed. Menneskene er fyldte med angst og lavt selvværd, vi er bange for naturen og vores egne naturlige kroppe. I trit med at vi bliver mere og mere hjælpeløse og fremmedgjorte stiger interessen for plastikkirurgi og alle andre former for avancerede teknologiske quick-fixes. Flere og flere tillader eksperter og kirurger at befamle, beskære og ombygge deres kønsorganer, bagdele, bryster og ansigter. Vi elsker kunstighed og kalder det falske og syntetiske ”naturligt”.
Jesper Liengaard fokuserer på menneskets tragikomiske selvoptagethed og glæden ved det menneskeskabte. I hans kunst står tingene og mennesket hinanden nær, men det sker på en sær, sværmerisk, rørende og melankolsk facon. Værkerne er gedigne, naturalistiske og farvemæssigt velintegrerede i rummene. Kunstneren inviterer beskueren på en rejse blandt små planeter, som i historien om Den Lille Prins, har du mulighed for at besøge forskellige værker, der som stjerner eller planeter, bebos af sælsomme mennesker opslugte af handlinger og gebærder i tæt dialog med ting og genstande.
Hvordan er det vi som art, bruger vores evner og intelligens, når vi manipulerer naturens materialer og knytter os til ting på en facon, der undergraver vores tilknytning til Jorden og naturen? Er alle tingene vi fylder verden med, mon et udtryk for den tomhed, vi har inden i? En spirituel og følelsesmæssig tomhed og en længsel efter ’himmelen’? Hvad nu hvis himmelen og paradiset faktisk er her på jorden? Hvad nu hvis naturen er det dyrebareste vi har?
Jesper Liengaard viser os at vi ikke kan flygte ud i rummet uden at tage naturen med og han stiller også spørgsmålet om, hvem der egentlig har ret til en ny chance? Er det blomsten eller mennesket, der skal beskyttes i et iltkammer eller have muligheden for at flyve væk fra destruktionen?
Billedkunstner Jesper Liengaards
tre installationer i Tivoli Friheden, 2022
Af Trine Rytter Andersen
En forlystelsespark er et hyperiscenesat sted såvel inde som ude. Alt er gearet til at tiltrække og fastholde publikum, generere oplevelser og stimulerer alle sanser.
Parken eller haven om du vil, er det stemningsskabende element, som dels skal levere æstetiske kvaliteter til din oplevelse af Friheden og dels fungerer den som den overordnede organiske ramme omkring alle forlystelserne og camouflage for alle de uorganiske, tekniske og fysiske installationer, som ikke bidrager til intimitet eller skønhed, hvis de fremstår nøgne og utilslørede.
Friheden er i sig selv en sælsom hybrid – et forunderligt og gennemkalkuleret ægteskab mellem det superkunstige og den kultiverede natur. Tilsyneladende skaber dette mix balance, fordi det på samme tid ophidser og beroliger den menneskelige psyke. Forlystelserne med deres sanseprovokerende teknologier, ophidser sindene og forstærker udskillelsen af stresshormonet adrenalin og belønningshormonet dopamin hos de besøgende, mens blomsterne, buskene, træerne og den stemningsfulde belysning omvendt nedregulerer nervesystemerne og sætter gang i udskillelsen af kærlighedshormonet oxytosin i vores hjerner.
Jesper Liengaard har lavet en række kunstobjekter, som er installerede i havens bede. Her forlader kunstneren sit normale fokus, der oftest er rettet direkte imod mennesket og dets særprægede gøren og laden i forbrugssamfundet. I stedet retter han sit fokus imod planterne: I Frihedens beplantninger kan du møde en rumraket, en ufo og tre bobler med hver en enkelt blomst bag runde ruder oplyst af farvet lys.
Vi befinder os i en akut klimakrise og naturen er den første, som bukker under for stigende temperaturer. Mens vi almindelige mennesker og politikerne skændes om, hvad vi skal gøre ved det, har milliardærer travlt med at udvikle rumfarten med henblik på at kolonialisere Mars.
I Jesper Liengaards univers er det planterne, der flyver ud i rummet for at opsøge nye muligheder. Ved at vende tingene på hovedet rejser kunstneren spørgsmålet, om vi overhovedet er i kontakt med den natur, vi tager for givet? Uden blomster og planter kan mennesker ikke overleve på jorden. Uden svampe og mikroorganismer kan hverken planter, dyr eller mennesker overleve uden i rummet. For helt uden at vi skænker det en tanke, kommunikerer vores kroppe dagligt med millioner af svampe og mikroorganismer – hele vores stofskifte afhænger af denne kommunikation, som finder sted i vores tarme og i vores kredsløb.
Når vi drømmer om en ny tilværelse på en fjern og gold planet, har vi fuldstændig glemt at tage med i betragtningen, at vi er totalt afhængige af den natur, vi har her på jorden, hvor vi stammer fra. Vores krope og sind er hard-wired til at sameksistere i tæt reltaion til vores naturlige omgivelser. Naturen er en superregulator for vores nervesystem og det er grunden til at vi føler os godt tilpasse uden i det fri.
Jesper Liengaard viser os at vi ikke kan flygte ud i rummet uden at tage naturen med og han stiller også spørgsmålet om, hvem der egentlig har ret til en ny chance? Er det blomsten eller mennesket, der skal beskyttes i et iltkammer eller have muligheden for at flyve væk fra destruktionen?
Planterne har tilpasset sig deres naturlige miljø i gennem årtusinder. Hvis vi ser på det store planetare perspektiv, har vi mennesker kun været her meget kort tid. Til gengæld har vi nu påvirket naturen i en sådan grad, at den ikke længere kan opretholde den stabilitet, som arterne og vi selv har tilpasset vores livssyklusser efter. Spørgsmålet er ikke kun, om vi som art er i stand til at tilpasse os med den hastighed som klimaforandringerne kræver af os? Det altafgørende spørgsmål er: hvad gør vi, når naturen ikke længere findes? Heller ikke der hvor nogen af os gerne vil flygte hen.
